Sådan mikser jeg mit restegarn til Vester sweateren!

Sådan mikser jeg mit restegarn til Vester sweateren!

Hej og velkommen til. Jeg tænker du er her, fordi du gerne vil lære noget nyt og høre lidt mere om, hvordan jeg har skabt restegarns-looket til min super smukke Vester sweater. Måske har du allerede købt strikke-kittet og glæder dig til at komme i gang, måske er du bare nysgerrig. Begge dele er fint.

Inden jeg fortæller, hvordan jeg har mikset mit restegarn, vil jeg lige forventningsafstemme! For det er meget vigtigt for mig, at du ved, at uanset hvordan du gør, så vil du aldrig få præcis det samme resultat som min sweater. Du kan få noget der ligner, eller måske noget, der er endnu flottere. 

Der er utrolig mange faktorer der spiller ind, når man strikker med rester og mikser farver: Hvilke rester man har, hvor lange stykker garn man bruger, hvilke rækkefølge farverne kommer i, hvor meget af grundfarven der mikses i og tusind andre ting.

Jeg har arbejdet professionelt med farver og design i over 25 år, og al den erfaring jeg har fået, kan være svær at lære fra sig i et kort blogindlæg. Men jeg vil naturligvis gøre mit bedste.

Inden jeg gik i gang med at strikke min udgave af Vester sweateren, strikkede jeg en masse prøver. Både for at få mønsteret til at stå knivskarpt, men også for at finde ud af, præcis hvilke farver og rester jeg ville bruge.

Jeg fandt hurtig ud af, at bundfarven skulle være Cream white, for jeg elsker kontrasten mellem det helt lyse og alle de mange farvede rester, men denne gang ville jeg tilføje ekstra meget Icy mint. Faktisk endte jeg med at bruge ¼ del af denne.

Vester sweater strikkes med 3 tråde Kid Mohair & Alpaca mix, og det er kun den ene tråd jeg mikser af restegarn. Ydermere strikker jeg altid mine ribkanter i grundfarven, blot for at skabe lidt ro i designet.

Jeg laver altid et stort restegarns-nøgle inden jeg går i gang, for jeg kan godt lide at strikke, uden at sidde og overtænke mit farvevalg, men er du nybegynder i restestrik, anbefaler jeg, at du laver et lille nøgle af gangen, så du kan holde øje med dit flow. Dog er det vigtigt at nævne, at man ofte skal have strikket et godt stykke, før man kan fornemme helheden.

Til min restegarns-tråd endte jeg med at bruge 2 dele Cream white (grundfarven), 1 del Icy mint og 1 del miks af garnrester i alle farver. I strikke-kittet har jeg gået ud fra samme mængde Icy mint og restegarn til alle størrelser, så måske du skal spæde op med egen rester eller en grab-bag med mohair rester, hvis du ønsker et mere mikset look.

Og nu til det spændende, hvordan gør jeg i praksis?

·       Klip dine rester i forskellige længder. Hvis du bruger lange stykker, får du et stribet look, kortere stykker giver et mere meleret look. Jeg bruger stykker fra 20cm til et par meter. De lyse farver lader jeg være lidt længere og de mørke lidt kortere.

·       Mellem hver stykke restegarn (inkl. Icy mint), går jeg tilbage til min grundfarve, længden varierer igen fra meget korte stykker på ca. 20cm til flere meter.

·       Alle stykker bindes sammen med almindelige knuder, hvorefter enderne strikkes ind i arbejdet.

·       Prøv at vælge næste farve tilfældigt, og undlad at prøve at matche dem.

·       Prøv dig frem! Det gør jeg. Lad være med at overtænke processen. Man kan altid pille op igen eller bryde garnet og sætte en ny farve ind.

·       Husk øvelse gør mester. Jeg har lavet rigtig mange restegarnsnøgler og pillet rigtig meget op og på den måde samlet rigtig meget erfaring. Det får du også hurtigt – det er jeg sikker på

 

 

Skriv en kommentar

Bemærk venligst, at kommentarer skal godkendes, før de offentliggøres.

'

Denne side er beskyttet af hCaptcha, og hCaptchas Politik om beskyttelse af persondata og Servicevilkår er gældende.