Derfor er mine håndstrikkede Cirkus huer så dyre.

Derfor er mine håndstrikkede Cirkus huer så dyre.

For lidt tid siden tog jeg mig endelig mod til at dele en video på Instagram, som jeg havde gået og tænkt på at lave længe. Den omhandlede et tema, som har fulgt mig i de 25 år, jeg har været indehaver af WEIZ Copenhagen, nemlig PRIS!

Det er ikke usædvanligt, at jeg skal høre på negative kommentarer om mine priser, eller at folk himler med øjnene og udbryder ”Ja, er det vist også betalt! ”

Helt skørt er det med alle de produkter jeg håndlaver, som fx mine upcyclede tasker, charms mm, og så selvfølgelig mine håndstrikkede Cirkus huer.

Det var præcis sidstnævnte, jeg lavede føromtalte video om til Instagram.  

Scenariet er som oftest dette; En kunde kommer ind i butikken og bliver draget af stakken af de farverige Cirkus huer, prøver dem alle sammen mens hun roser dem til skyerne, og vi får en fin snak om hånstrik og det fede ved at eje noget unikt. Når hun så hører prisen, bliver huen hurtigt taget af og smidt nonchalant tilbage på hylden.

Så hvorfor er mine håndstrikkede Cirkus huer så dyre?

Fordi strik er et håndværk!

Godt håndværk tager tid!

Tid koster penge!

For at illustrere dette, fandt jeg garn frem til en ny hue, satte mit stopur til og tog simpelthen tid på, hvor lang tid det præcis tager at strikke en hue, fra klargøring af garn, opslag, strikning af 1. sektion (ganget med 6) til aflukning og hæftning af ender.

Undervejs filmede jeg alle steps, redigerede det til en fin video, holdt vejret og postede på Instagram! Den kan du se på linket herunder.

 

 

Og godt jeg gjorde det!

Tilkendegivelserne begyndte hurtigt at vælte ind og i skrivende stund har over 40.000 set videoen. Det er en hel del mere, end mine posts normalt når ud til.

Jeg ved, at rigtig mange der lever af, at lave ting med deres hænder, har mere end svært ved at hive en ordentlig timeløn hjem. Måske fordi vi har vænnet os til, at man altid kan køb noget billigt skrammel fra Kina til ingen penge, eller måske vi bare ikke sætter (nok) pris på håndværk?

Når man først har trukket moms og materialer fra mine håndstrikkede huer, så kan man nok godt regne ud, at det ikke ligefrem er en prangende timeløn, jeg hiver hjem på dem, og da slet ikke hvis man også tænker på de faste udgifter.

Måske handler det hele egentlig også bare om respekt for andres arbejde.

Er du blevet nysgerrig på mine håndstrikkede Cirkus huer, så kan du tjekke dem ud her. Udvalget varierer hele tiden, alt efter mit humør og hvilke farver jeg har forelsket mig i.

Du kan selvfølgelig også købe et strikke-kit, hvis du hellere vil strikke en selv.

 

Skriv en kommentar

Bemærk venligst, at kommentarer skal godkendes, før de offentliggøres.

'

Denne side er beskyttet af hCaptcha, og hCaptchas Politik om beskyttelse af persondata og Servicevilkår er gældende.